Aktuelle projekter

Kulturlandskab.dk sælger urter og udfører løbende konsulentopgaver for rekvirenter inden for fødevareproduktion, primærproduktion og lokal udvikling. Blandt rekvirenterne er bl.a. Meyers ApS, Pernod Ricard Danmark, Jacobsens, Arla Foods og en række restauranter.

Vildt Sundt - Naturlig Mad
- en konference om brug af vilde planter i det Nordiske Køkken.

Konferencen sætter fokus på de sundhedsmæssige og gastronomiske muligheder  i ”Det Vilde” og på om bæredygtig udnyttelse af naturens vilde planter er muligt, når der også skal tages hensyn til natur, biodiversitet og andre publikumsinteresser.

KONFERENCEN ER UDSKUDT TIL 2011.

Nærmere oplysninger hos Søren Espersen, +45 27357112; e-mail: tordenhuset@mail.dk

Konference i Nordisk Kulturlandskabsforbund:
Det samiske kulturlandskab med udgangspunkt i Jokkmokk

I dagene 29. juni til 2. juli afholder Nordiske Kulturlandskabsforbund sin årlige konference. I år finder med udgangspunkt i Fjeld- og Samemuseet Ájtte i Jokkmokk. Jokkmokk var traditionel vinteropholdssted og markedsplads for de nordsvenske samer.  Under konferencen besøges området omkring Kuorpak, en traditionel forårs- og efterårssamlingsplads, og Udtjá, en meget velbevaret skovsameby midt i det militære skydefelt syd for jokkmokk.

Flere oplysninger på www.n-kf.org. Se i netudgaven af Lommen.

 

Projekter under udvikling

Produktion og anvendelse af spiselige tangarter i Danske farvande

Tang er hastigt i fremgang inden for dansk gastronomi. I samarbejde med bl.a. Småøernes Fødevarenetværk, Småøernes LAG (Lokale AktionsGruppe), LAG Bornholm og Fyns LAG forberedes et projekt, der skal indsamle, dyrke, forarbejde og afsætte en række danske tangarter.

Vilde planter til danske fødevarer

Interessen for anvendelse af vilde planter er i hastig udvikling inden for det Ny Nordiske Køkken. I samarbejde med bl.a. Småøernes Fødevarenetværk og Biosynergy A/S forberedes et projekt, der skal udvikle indsamling, dyrkning og markedsføring af en række vilde planter samt analysere positive og negative virkninger på natur og biodiversitet.

Sankernetværket

Har du lyst til at indsamle og sælge vilde planter til lokale restauranter og fødevarevirksomheder i dit område?

Et netværk af natur- og madinteresserede over hele landet er under opbygning. Hensigten er at give lokale virksomheder mulighed for at udvikle en nordisk profil gennem anvendelse af vilde indsamlede eller dyrkede urter, alger, svampe mv. og samtidig udvikle viden og forståelse for de positive synergier mellem bæredygtig udnyttelse af naturområder og kulturlandskaber og bevaring af landskabernes biodiversitet og andre værdier.

Netværket skal samtidig udvikle sammenhængene og solidariteten mellem lokalbefolkningen og de lokale restauranter og fødevarevirksomheder.

Indholdsstoffer i vilde, spiselige planter

Kulturlandskab.dk leverer vilde planter mv. til OPUS-projektet: Optimal trivsel, udvikling og sundhed for danske børn gennem en sund Ny Nordisk Hverdagsmad.  Derudover screener Kulturlandskab.dk planter for foreliggende viden om indholdsstoffer. Se mere her: www.foodoflife.dk/Opus.aspx

Vilde planter og alger i Nordic Food Lab

Kulturlandskab.dk leverer vilde planter til Nordic Food Lab, der systematisk udvikler smagsprofiler, udvikler tilberedningsmetoder og anvendelsesområder for planterne.

 

Tidligere projekter

Spiselige vilde urter og bær på Knuthenlund Gods

Kulturlandskab.dk har kortlagt de spiselige vilde urter og bær på Danmarks største økologiske gods, Knuthenlund på Lolland. Desuden er der udviklet forslag til bevaring og bæredygtig udnyttelse af de naturlige bestande. Det er hensigten, at urterne fremover skal indgå i produktionen af ost og charcuteri foruden at de naturligvis sætter smag på godsets gedemælk og fåremælk.

Ny Nordisk Akvavit - terroir-research og kortlægning af nordiske planter mv. til nordiske akvavitter.
Pernod-Ricard Danmark.

Kulturlandskab.dk har kortlagt de Nordiske urter, bær og svampe, der traditionelt har været anvendt i brændevine, indsamlet prøver over hele Norden, deltaget i produktudvikling samt etableret en netværk af forsyningsmuligheder for vilde urter, bær og svampe til danske fødevarevirksomheder.

Urter og bær, der traditionelt har fundet anvendelse i ølproduktion i Danmark og i det øvrige Norden.

Korn og Klima i Norden.

Gamle danske kornsorter og deres potentiale i ølproduktion.

For Carlsberg / Jacobsens har Kulturlandskab.dk gennemført undersøgelser over nordiske urter anvendt i ølbrygning, identificeret terroirs særligt velegnede til dyrkning af gamle kornsorter samt identificeret en række ældre danske og nordiske kornsorter med særligt potentiale for mikrobryggerierne.

Produktion af råmælksost på naturarealer - en forundersøgelse.

For Arla Foods har Kulturlandskab.dk gennemført en forundersøgelse med henblik på at identificere større naturarealer egnet til produktion af råmælksoste med tydelig egnskarakter og med anvendelse af gamle, udryddelsestruede danske kvægracer.

 

 

© webdesign media-now.dk