Fiskemad

Fisk stod højt på menuen hos de tilflyttede nordmænd. Fersk, saltet eller tørret. Meget sjældent røget. Det er beregnet, at en familie i 15 – 1600-tallet skulle fange 6 – 7 tons fisk årligt, dels til eget forbrug, dels til skatter og til at bytte sig til andre varer med. Fast tilbehør til fisken var ”vasskaka”, på samisk ”gáhkku”, et ugæret fladbrød tilberedt af rugmel. Rugmelet kom med pomorerne, russiske købmænd, der fra 1500-tallet op til 1. verdenskrig drev handel i Finnmarken fra Kola-halvøen og Hvidehavet. Udover rugmelet bragte de havregryn, hvedemel, ærter, smør, ost og kød med sig foruden luksusartikler som kinesisk the, kaffe, tobak kager og sukkervarer. Også træ, tjære, tovværk og andre nødvendighedsartikler var en del af lasten. Tørret fisk og skind var den stedlige valuta. Livet i Finnmark blev umådeligt lettere, da denne internationale handel kom i stand.

Ned skulle den, fisken. Oftest flere gange om ugen. Ligesom man i Skagen spiste stegt fisk til kogt var variationerne i tilberedningen i Finnmarkens fiskevær utallige. ”Mølje” var populært: Kogt torsk og kogt rogn serveret med kogt torskelever rørt op med tyttebær eller sortebær. Fladbrød til! Kartofler var naturligvis også gangbare men hører en nyere tid til sammen med f.eks. et drys Arktisk purløg. Nydeligt!, som nordmændene siger det.

”I dag hadde vi mølja til middag,

det vil si: lever, rogn og torsk,

det blei litt av et eteslag

å nu æ e så dorsk.

Æ har ete mæ så god og mett

På fersk rogn og leverfett

Det ble så reint for my:

Øyelokkan e som bly,

For sjøl om vi bor i et feskevær

E denne kosten sjelden

Æ tror æ lar all opvasken vær

Og kryp til køys for kvelden

For lever, rogn og torsk på fat,

Herregud, det e god mat!”

(Lillian Maritvold i Hans Haagenrud: ”Finnmarksmat”).

Allerede for 6.000 år siden værdsatte man hellefisken i Alta

Også i dag bruges de gamle bådtyper til laksefangst - men nu for rige turister

Hos Eirik Bræk i Fenaknoken, Oslo, fås norsk tørfisk