Islandsk Mos


Fik man bronkitis eller astma tilbage i 50’erne eller tidligere var det ikke usandsynligt at lidelsen blev behandlet med Islandsk mos. Mossen, der er en lav, blev kogt af i mælk og honning og drukket varm. Effekten er dokumenteret: Islandsk mos indeholder et likénstof: protolichesterinsyre, som virker antibiotisk mod visse bakterier, bl.a. tuberkelbakterier. Desuden indeholder den slimstoffer, der virker lindrende ved halsinfektioner. Også andre laver indeholder antibiotiske stoffer.

Islandsk mos kan fortsat købes, enten ”råt” eller forarbejdet. Sammen med andre lavarter, især rensdyrlaverne, fandt den også andre anvendelser i Norden: som farvemiddel og blandet med tang, fisk eller lyng som foder for husdyrene. Og så kunne den også spises af mennesker!

Islandsk kruslav, Cetraria islandica, eller altså islandsk mos, vokser på mager jord, typisk i klitter eller på heder, over hele norden. Som navnet siger er den særlig almindelig på Island, hvor den gennem lange perioder har været af afgørende betydning for befolkningens overlevelse. Den er nærmest blomkålsformet af ydre med flade stærkt forgrenende grene, brun til grønlig i farven. Det er en lav, dvs. en symbiose mellem en svamp og en alge. Den har ingen rødder, men formere sig enten ved sporer, der finder vej til den rigtige alge, eller ved at stumper af laven skuilles fra moderorganismen.

Lav indgik i menuen ikke bare på Island men også i Nordskandinavien, især blandt samerne , og på Grønland. Stor mængder Islandsk mos blev samlet ind til vinterforråd. Den kunne spises kogt, evt. blandet med ris eller mel som en grød. Den kunne anvendes i blodpølse, i brød, i suppe eller i saucer. I det samiske køkken er Islandsk mos sammen med andre lavtyper på vej mod en renæssance. Egentlig ikke så mærkeligt som det lyder, eftersom lav er en blanding af svamp og alge. Lugt og smag minder meget om tørrede svampe. Også nye anvendelser er kommet til: et islandsk firma producerer en Cetraria islandica Schnapps og snart kommer en ny nordisk akvavit, hvor islandsk mos også indgår.

 

 

 

 

Islandsk Mos. Der var ikke mange rener i området.



Stjernerensdyrlav er uhyre almindelig, hvor renerne ikke kan komme til