Klokkelyng

De knapt så poetiske lokale navne er Kopattelyng eller karbørstelyng efter blomsternes form og den typiske anvendelse af plantens stængler til finere karbørster. Lidt brændsel og lidt tækkemateriale kunne den vel også give, måske lidt plantefarve, men ellers er det én af de få planter fra den danske flora, der, skønt den er ganske almindelig, ikke har fundet synderlig anvendelse. Ikke engang snapseentusiasterne synes at have fundet behag i planten, og de har ellers været gennem stort set hele den danske flora.

Men én ting har klokkelyngen givet: klokkelynghonning.

Klokkelyngen, Erica tetralix, er en 10 – 30 cm. høj spinkel plante med kransstillede, nåleformede blade, der typisk vokser på de fugtigere hedestrækninger, højmoser og klitheder. Ofte ser man den tydeligt markere overgangen mellem den tørre og den mere fugtige del af terrænet. Almindelig især i Jylland men findes over hele landet. Klokkelyng blomstrer lidt tidligere end hedelyng med velduftende rosa blomster, der som små klokker sidder i en lille dusk i spidsen af skuddet.

Netop klokkelyngens tidlige blomstring i forhold til hedelyngen gør, at det i gode år, hvor varme, vand og vind er tilpas, er muligt for bierne at fremstille en næsten ren klokkelynghonning. En sidste betingelse, der skal være opfyldt, er at der skal være klokkelyng i en mængde i nærheden, så bierne finder det umagen værd at trække på den og ikke de andre blomster, der er på den tid af året. Er disse betingelser opfyldt bliver resultatet en næsten overvældende aromatisk og kraftig honning.

På den flade klithede ved Klitmøller blander klokkelyngen sig med tormentil/>

Det kunne være klokkelynghonning