Multebær

Multebærret. Dronningen blandt Nordskandinaviens bær. Det lunefulde bær, der i nogle år er til stede i overflod. I andre år knap findes. Hvem har ikke læst Sara Lidmans ”Multebærlandet”:

”Men en sommer hvert syvende eller tiende år holdt uvejret sig borte i den følsomme uge. Luften stod mild og stille og lod blomsten sætte frugt og modnes. Et sådant år blev mosen ikke til at kende igen, du ku’ ikke se jorden for gulrøde bær. Endogså krattets flæbende dryppen holdt op; sol eller ikke – der slog et lysskær op fra jorden, som forheksede alt. Så kom børn og voksne fra Øen; der var et liv og en lykke. Ingen tog skade af myggene. Hvis nogen trådte forkert og blev pløret til knæene, lo han saligt. Bærrene var skinnende, fugtige – menneskene måtte føre en håndfuld til læber og kinder og mumle fagre ord. Hvor mild og herlig var ikke tilværelsen en sådan dag”.

Multebærret er énkønnet, bestandsdannende og skal bestøves af insekter. Derfor træffer man ofte store områder næsten udelukkende med hanplanter. Blomsten er følsom for kulde, blæst og regn og alligevel trives planten bedst ved sommertemperaturer under 180. Planten vokser på moser, ofte langt fra alfarvej og besværlig at nå.

Multebærret har altid indgået i den daglige husholdning i det nordlige Skandinavien. Men multebærrets store tid kom med udvikling af fjerntransporten sidst i 1800-tallet og ikke mindst med etableringen af hurtigruten fra Kirkenes sydover og Innlandsbanen fra Gällivara, ligeledes mod syd. Da indtraf hektiske somre i især de norske bosætningsområder langs Finnmarkskysten. Multefeberen rasede. På hesteryg gik det, og også til fods, indover klipper og gennem krat til de bedste multemyr. Bær blev plukket i spand og i skindsæk og transporteret på hesteryg til kysten, hvor de kom på tønder og blev fragtet så langt sydover som til Bergen, Oslo og København. Multebærret har et naturligt indhold af benzosyre, så det kan holde sig ganske længe. 15 – 20 kroner for en tønde med 100 kg. multebær ansås for en god pris omkring 1900 og en familie i Finnmark kunne tjene op til et par tusind kroner på en sæson. Det var en god indtjening på den tid. Så god, at selv den eller så traditionsrige allemandsret måtte vige for retten til multebær: multebær må ikke plukkes på privat grund i Finmark og selv på statens arealer må man som udlænding kun plukke så meget, som man kan fortære på stedet.

Multebærret, Rubus chamaeomorus, findes kun sparsomt i Danmark. Lidt i Nordsjælland og lidt i Nordjylland. Man skal til Norges og Sveriges højmoser og fjeldheder for at finde det lunefulde bær. Planten danner lange udløbere, hvorfra stænglen med to femlappede blade rejser sig. De enkønnede blomster er hvide, 2-3 cm brede. Frugten er først rød, siden, under modningen, gulorange på størrelse med hindbær og brombær.

Bærrene indgik naturligt nok også i den samiske husholdning. Før sukkeret blev almindeligt og transportsystemerne muliggjorde eksport blev de blandet med mælk fra ren, ko eller får, evt. sammen med lidt fjeldsyre eller engsyre, og opbevaret i store tønder gravet ned i jorden eller i en jordkælder. Mælkesyrebakterierne, c-vitaminer og andre antioxidanter og benzosyren sørgede for konserveringen, så denne oprindelige ”frugtyoghurt” kunne holde sig vinteren over.

I dag anvendes bærret fortrinsvis til marmelader, konfekture eller til likør – i reglen i oversødede og kvalmende udgaver, der ikke lader bærrets egen aroma komme til sin ret. Også her er der nybrud på vej i det nordiske køkken!

Multebærrene blomstrer. Men er det han- eller hunblomster?

Multebær lige før modning

Multebærmosen