Tyttebær

Hvem kender ikke Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg? Og hvem kender ikke tyttebærret? Tyttebær, tranebær, revling, blåbær og mosebølle er fællesnordisk arvegods selv om de ikke alle er blevet brugt lige meget alle steder til hver tid.

Den danske tyttebærkultur er især knyttet til de jyske heder. Her var bærret fra 1800 tallets begyndelse en stor handelsvare, der beskæftigede mange mennesker i sæsonen, især husmandskoner og børn. Plukkeretten til bestemte områder var enten sædvanebestemt (og vé den, der ikke respekterede den grundfæstede ret) eller tilhørte grundejeren, f.eks. de lokale statskovdistrikter.. Byfolkene skulle bruge mange tyttebær, både i de jyske provinsbyer som Holstebro og Ringkøbing, men også så lang væk som til København kom de. Tyttebær indeholder benzosyre og kunne derfor holde til de lange transporter. I dårlige tyttebærår blev høsten allerede fra omkring 1800 suppleret med norske tyttebær.

Det var ikke småpenge, en familie på heden kunne tjene på at plukke tyttebær. De bidrog væsentligt til familiens økonomi, ikke mindst i de områder, der lå så langt fra herregårde og skattemyndigheder at det ikke var praktisk muligt at inddrive skatter og afgifter af fortjenesten. Tyttebærrene var ét af mange eksempler på, at hedebønderne i kraft af deres mange uofficielle bierhvervs slet ikke var så fattige endda.

Tyttebærret, Vitis idaea, er en 5 – 25 cm. høj, stedsegrøn busk med blanke, mørkegrønne blade, der på undersiden er mat bleggrønne med mørke kirtler. Blomsterne i maj-juni er blegrøde til hvide. Bærrene først hvide, ved modningen røde. Planten vokser typisk på tørre til fugtige heder og på mager bund i lysåbne nåle og birkeskove. Planter og bær forveksles let med hede-melbærris, der imidlertid ikke har mørke kirtler på undersiden af bladene og hvor bærret er melet-flovt i smagen med store kerner.

Tyttebær anvendes overvejende traditionelt til syltetøj og marmelader, mens bladene tidligere blev anvendt i theer.

Tyttebær mellem fjeldrevling og enebær i Nordnorge