Vellugtende gulaks

Gulaks blev også kaldt lugtegræs p.gr. af den kraftige duft af kumarin, det stof, der får høet til at dufte af hø. Et andet navn er messinghvede: det modne aks har et ganske særligt blankt og gult skær, helt uligt andre græssers, der minder om blankpoleret messing.

Som lægemiddel har den været anvendt mod bl.a. forkølelsessygdomme og udmattelse. På grund af indholdet af kumaringlykosider blev den også anvendt som cirkulationsstimulerende og anti-koagulerende middel. Det er derfor begrænset, hvor meget af planten man kan indtage dagligt uden risiko. Hvis planten lagres fugtigt og går i gæring nedbrydes kumaringlykosiderne til stoffet dikumarol. Det er stærkt giftigt og har været anvendt som rottegift p. gr. Af en antikoagulerende virkning.

Risikoen er dog ikke større end at planten fortrinsvis blev anvendt til fredelige formål: duftebuketter, til fletning af kurve og til the. Hos samerne blev den anvendt til at lagre ost af bl.a. rensdyrmælk i. Og så er der endelig brændevinen! Mens den polske Zubrovka-vodka bliver tilsmagt med et andet kumarinholdigt græs, bisongræs, så bruger de danske brændevinsentusiaster Vellugtende gulaks.

Vellugtende gulaks, Anthoxanthum odoratum, bliver 10 – 40 cm høj, er flerårig og tuedannende. Den trives på tør-fugtig bund på overdrev, græsmarker, på vejkanter og i krat. Den er ganske almindelig over hele Norden. I fjeldegne træffes en særlig art: fjeld-gulaks, der især udmærker sig ved en længere stak end den vellugtende gulaks har.

Vellugtende gulaks blev tidligere undertiden dyrket som en del af hø-blandingen. Måske vi skal til at dyrke Gulaks igen? Den gamle tradition med at koge eller braissere i hø er under fornyet afprøvning. Her kunne Vellugtende gulaks finde sin plads.

Her kommer et billede