De nordvestjyske heder: Hvor havet møder landet
- Danmarks første nationalpark
- Hvad en hede kan byde på
- Hedens liv – og død!
- Et hedekær
- Hanstholmreservatet
- Bier på heden
- De yderste klitrækker
- Danske urter i Det Ny Nordiske Køkken
- Opleve, bo og spise i Nordvestjylland
Danmarks første nationalpark
Regnen silede ned, da jeg kørte ind på skovridergården i Vester Vandet lige øst for Klitmøller. Det var højsommer 2007. Skulle have været højsommer, men denne juli blev den næstvådeste nogensinde registreret - bortset fra i Nordjylland, hvor der kun kom lidt over normalen. Men denne dag regnede det altså – og blæste. Det gjorde det samtlige de 3 dage, jeg havde sat af til ekspeditionen til den kommende nationalpark i Thy. Jeg skulle samle bær, rødder og plantedele ind til et udviklingsprojekt og undersøge muligheden for at udnytte heden til regional fødevareproduktion. Ikke mindst muligheden for at udvikle en nordjysk hedeakvavit var interessant for os. Her regner vi med god hjælp fra de stedlige brændevinsentusiasterne. De lever og ånder for deres ”fag”, kender området som deres egen bukselomme og udvikler med stor dygtighed nye produkter og blandinger samtidig med, at de holder den jyske bjesktradition i hævd.Nationalparken er Danmarks største vildmark. Et næsten 12 km. bredt bælte fra Agger Tange til Hanstholm. 244 km2, måske dobbelt så meget, hvis man regner hede- og klitområderne nord for Hanstholm med. Et barskt område, hvor vinden pisker ind fra Vesterhavet, fuld af sand og saltsprøjt. Før sandflugten et af de mest frugtbare områder i landet, hvad de mange gravhøje fra stenalder og bronzealder vidner om. Midt i 1800-tallet blev sandet tæmmet og lyngen erobrede de områder, som bjergfyrrens grågrønne tæppe ikke allerede dækkede. Her er enestående naturområder og biotoper med de mest aromatiske planter og bær, vores natur kan byde på
Hvad en hede kan byde på
Vi er taget nordover. Op til Kollerup Strand og Svinkløv med det berømte badehotel. Formelt set ikke en del af nationalparken, men alligevel en del af det samme landskab. Her, på en af de få heder, hvor vinden under planterne en smule læ, finder vi en af de planter, vi søger: Mosebøllen. De lokale kalder dem blåbær, når de sælger dem til turisten eller bruger dem i egen husholdning. Men mosebøllens saft er farveløs og ikke blå. Smagen adskiller sig kun en smule fra blåbærrets. Måske lidt mere syre? Her i Kollerup stortrives den sammen med porsen, sortebær, enebær og så den allesteds nærværende lyng. Aner vi konturerne af en naturgroet recept? Enebærbuskene står fyldt med grønne bær. Bliver de modne næste år? Ikke til at vide. Ikke til at satse på. I år er der næsten ingen modne og de, der er, er ormstukne. Man kunne overveje at bruge de grønne?Mosebøllens bær blev tidligere anset for at være giftige og for at kunne give hovedpine. Hundebær kaldte man dem nedsættende. I dag betragter brændevinsfolket den som bedre end blåbær til deres formål, og i Rusland brændte man ligefrem brændevin på mosebøllen. Måske i mangel på bedre, men vi vil nu alligevel lade os inspirere. Når de kunne i Rusland så kan vi vel også her!
Mosebøllen kan andet end give bær. Nede på Klitmøllerkanten undrede man sig over en helt speciel honning, de en gang imellem høstede. Så kraftig og intens i smagen og mørk i farven, at mange slet ikke brød sig om den. Ved en pollenanalyse fandt man ud af, at det var mosebøllen, der var ophavet.
Der skulle også være blåbær, heroppe i Kollerup. Og tyttebær. Men trods ihærdig eftersøgning lykkes det her i 2007 kun at finde enkelte tyttebærplanter og uden bær. Dette er klithede, og selv om jorden nogle stedet er bedre end andre, bl.a. her ved Svinkløv, så trives tyttebærrene altså bedre på jorder, der ikke er så sandede. Skal vi have tyttebær må vi til Ulfborg eller Kongenshus søndenfjords.
Revling eller sortebær, derimod, er der masser af. Planten vokser i tykke grønne måtter, og bærrene fordeler sig i små sorte hobe eller klynger ud over. Lige til at rive af med hånden. Revlingen er dejligt læskende, ikke megen smag. Den er fast bundet i skind og kerner, og man skal kende sin metier for at få smagen frem i fuldt omfang. Brændevinsfolket berømmer sortebærsnapsen for sin uovertrufne smag og aroma. Næst efter lyngen var revlingen den plante på heden, der blev udnyttet mest. Ikke så meget bærret. Det var nærmest hyrdedrenge og småkårsfolk, der spiste dem. Nej, det var de lange ris, der var så eftertragtede til koste, karskrubber, børster og reb. Så længe de var nogenlunde fugtige, blev de regnet for nærmest uopslidelige. At binde reb og koste var vigtig hjemmeindustri på heden. Nu er der ingen, der længere river revlingen op, ligesom der heller ikke er nogen, der bruger lyng og lyngtørv i et omfang som før. Derfor ser man stadig flere steder lyngheden degenerere. Revling, træer og enebærbuske tager over som nu her ved Svinkløv.
Det er ikke let at plukke blomster af lyngens skudspidser i bagsmækken på en bil, når det pivstormer. Under første verdenskrig fandt man ud af, at 1 kg. blomstrende lyng havde større foderværdi for malkekøer end et kg. halm og så skulle den efter sigende give mælk med så tyk føde, at en ske kunne stå oprejst i den. Måske er smagsværdien tilsvarende stor? Muligvis brugte allerede vikingerne lyng til ølbrygning. I alt fald ved man, at lyngknopper blandet med humle blev brugt i begyndelsen af 1800-tallet og den dag i dag brygges der lyngøl i Skotland. Også brændevinsfolket nikker til lyngen. Med sådanne kræfter må lyngens muligheder i det Nordiske Køkken undersøges nærmere. Men hvad er bedst til vores specielle formål? Er det kun blomsterne? I så fald skal der arbejdes med en metode til indhøstning. Eller kan hele det blomstrende skud anvendes?
Hedens liv – og død!
Der er lyng nok, og hedens eksistens er afhængig af, at den bliver brugt og brugt voldsomt: hvis der ikke bliver gravet, brændt og skåret lyngtørv bliver laget af døde plantedele for tykt, og lyngfrøene kan ikke spire. Lyngplanten selv dør efter 30 – 40 år, hvorefter græsserne og siden træerne tager over. Brænder man en tilstrækkelig stor del af det døde plantemateriale af ned i dybden, fremmer det derimod frøenes spireevne. De gamle hedebønder var ikke så tossede. Lad gå, at de i perioder gik for vidt og i sammenhæng med kolde klimaperioder skabte den sandflugt og de klitheder, vi i dag freder og frydes over. De vidste ikke bedre. Men heden var deres ressourcegrundlag og lige siden stenalder og bronzealder mere værdifuld end den skov, der engang dækkede arealerne. Skoven måtte væk for at skabe plads og græsning til kreaturerne. Græsning var vigtigere end kornavl dengang. Herude mod vest, hvor sneen kun sjældent dækker jorden i længere tid, hér kunne køer og får selv finde en stor del af føden i den mørke årstid, hvis der var rigeligt med ung lyng til rådighed. Bønderne satte pris på mælken med den tykke fløde og sørgede hele tiden for at forny deres hedestrækninger – lige indtil mergling og kunstvanding blev indført i begyndelsen af 1800-tallet. Da blev det mere profitabelt at pløje heden op. Nu skulle der satses på kornavl og køer. Men hvor de gamle hedebønder skar tørv og brændte af, kom græsserne og en lang rækker urter ind og skabte det mosaiklandskab, der prægede heden i dens velmagtsdage. Den autentiske hede var ikke det purpurrøde væg-til-væg tæppe, vi helst ser i dag, men et rodet foretagende med en mangfoldighed af levesteder for planter og dyr.Det Ny Nordiske Køkken skal fremme en bæredygtig produktion i de vilde og dyrkede landskaber. Kan vi med vores produktion af akvavitter og andre fødevarer bidrage til en mere autentisk vedligeholdelse af heden, så har vi opnået et af vore mål.
Et hedekær
Vi må videre. Ned forbi Edens Have i Tved Klitplantage. Adam og Eva står midt i et klitlandskab. Adam har netop plukket æblet fra det eneste træ i miles omkreds. Et samtidsbillede fra den tidlige middelalder i den lille kirke i udkanten af plantagen. Engang var kirken omgivet af gårde og marker, men sandflugten kom, og snart måtte også Adam og Eva nøjes med mosebølle og revling.Kokkjær Vand er vores mål. En fladvandet hedesø med en ejendommelig og farvestrålende flora af gul benbræk, dybblå klokkeensian, den rundbladede soldug – et af planteverdenens rovdyr – og tormentilen med den røde rod. Og så porsen naturligvis. Den allestedsnærværende følgesvend på hedens vådere partier.
Ensianen og dens nære slægtninge tusindgylden og bukkeblad har på grund af deres bittestoffer altid været værdsat inden for lægekunsten. Dertil et klassisk bitterstof i brændevin og øl. Hvor meget klokkeensian har været brugt herhjemme ved jeg ikke. Rødderne er meget små, men til gengæld er blomsten utrolig smuk: mørkeblå, tragtformet og udvendigt med grønne striber. Klokkeensianen fik næppe den store betydning i Danmark. Derimod dens slægtning purpurensian, Søterot på norsk, som helt op til 1800-tallets midte blev eksporteret i mængder til Danmark. Den blev anvendt som bitterstof i øl, inden humlen for alvor slog de alternative bitterstoffer af pinden.
Som ensianroden er også solduggen ”noget småt skidt”, der nærmest skal tages med pincet. Berømmet af brændevinskendere som Glob og for sine helbredende egenskaber. I Finland samles den fortsat i millionvis til naturmedicinske formål. Så er der mere substans over tormentilen eller blodroden med de små gule blomster og den lidt pjuskede vækst. Navnet hentyder til dens smertestillende egenskaber. På brændevin en af de bedste med en fin orangeagtig duft og smag af garvesyre. Ingen tvivl: her er noget vi må gå i dybden med. Her er en original duft- og smagsverden, vi kan tilføje vore produkter. Jeg graver et par stykker op. Rodstokken deler sig under væksten og de gamle dele visner bort. Derfor kan planten uden videre deles og et skud eller to genplantes i samme hul. Her har vi en mulighed for at være hårde ved heden og samtidig bevare den. Autentisk hedepleje. Jeg forelægger situationen for den lokale skovfoged. Heden er jo et kulturlandskab, der er afhængig af de menneskelige aktiviteter. Han er ikke utilbøjelig til at give mig ret. Men det blev et afslag. Formalia træder i vejen for den sunde fornuft. Alle lyngarealer i Danmark er fredet! På sigt er det nok også mest rationelt at dyrke tormentilen.
Vi vil også gerne afprøve svedjerugen eller Skt. Hansrugen i vores projekt, den gamle rugtype, hedebønderne i sin tid dyrkede på små udlodder i heden. Kunne vi ikke finde småarealer, der først for nylig er sprunget i lyng, og prøve at tage dyrkningen op der? Det ville være en eminent måde at bevare heden på. Men heden er jo fredet og så skal den have lov at være i fred. Eller? Dialogen må fortsætte!
Hanstholmreservatet
Kokkjær Vand ligger i den østlige udkant af det store Hanstholm Vildtreservat, den centrale perle i den nye nationalpark. En hævet havbund fra stenalderen på et lag af kalk, der ind i mellem går i dagen. 35 km2 flad hede, der brydes af bølgende, nu tilgroede, klitrækker, sumpe, småkær og søer. Gennem århundreder har klitterne bevæget sig over arealet. Nu ligger de ovre mod Blegsø og Savbjerg, lige foran Tved Klitplantage. For evigt bundet af lyngen. Ovenover troner Hanstholm fyr yderst på den vestlige del af Hastholmen. Herfra er der udsigt over de milevide klitheder, over krondyr og traner.En vandring ind over vildreservatet er en storslået oplevelse. Her er ikke mange spor og slet ingen veje. Man må selv vingle sig gennem landskabet ad dyrenes veksler og de få hjulspor, Skovdistriktets aktiviteter har efterladt sig. Her finder vi stort set de samme planter, vi har mødt tidligere, men hedelyngen er lavere her end oppe nordpå. Vindens virkning. Til gengæld trives rensdyrlaven. I store måtter breder den ud over de tilgroede klitter. Tykke lag, der sine steder næsten fortrænger andre vækster. Der er flere arter: Hede-rensdyrlav, Stjerne-rensdyrlav, Spinkel rensdyrlav og hvad med Styg rensdyrlav? Jeg må have specialisthjælp. Ib Johnsen fra Botanisk Institut er Danmarks lav-ekspert og stiller gerne sin viden til rådighed. Kan vi bruge Islandsk mos i vore akvavitter kan vi måske også bruge rensdyrlav? Men hvilken art? Tiden og kommende forsøg vil vise det. Lav blev tidligere i vid udstrækning brugt sammen med lyng som vinterfoder til kvæg og får. Den findes udbredt i de jyske hedeegne og i plantagerne, så den bliver der ingen mangel på.
Jeg står på toppen af en stor klit langt ind i reservatet. Hvor jeg er, ved jeg egentlig ikke. Jeg har tilladt mig selv at miste orienteringen. Det kan man gøre her, hvor de yderste grå klitrækker mod vest altid giver en retning og en sikker kurs at styre efter. Det er den vej vi skal. Ud mod havet.
Bier på heden
Jeg nærmer mig vejen, der fra Hanstholm fører sydpå ned mod Agger. Her, tæt på den sorte stribe asfalt, der som et fremmed, men praktisk og uundværligt bånd deler Hanstholmreservatet i to dele, bliver plantedækket tyndere og jorden hvid. Hjælmen dukker op og står sparsomt mellem de sidste små puder af rensdyrlav og revlingens små lysegrønne skud. Her møder sandet lyngen. Ind imellem breder lyserøde blomsterpuder sig. Det er den Smalbladede timian, der her finder sit ideelle voksested på de tørre klitsider, hvor konkurrencen fra lyng, revling og andre vækster ikke er for hård. Vuggehalm, Vor Frues Sengehalm og Islandsk The er gamle lokale navne, der siger noget om plantens duft- og smagsegenskaber. Hvem husker ikke scenen fra Røde Orm, hvor vikingerne kommer hjem fra mange års udlændighed og får serveret pølse med timian i? Da er ikke et øje tørt. Timian er en fast bestanddel af dansk madkultur og mon ikke også vikingerne brugte den i øllet? Det anbefales i alt fald op i 1800-tallet. Herhjemme har Per Kølster fra Fuglebjerggård taget udfordringen op og arbejder nu med at udvikle en timiankrydret øltype.Der er ikke mange bier at se i de lyserøde blomster i dag. Det blæser for meget. Bierne er ellers vilde med timian, så de er helt sikkert én af smagsingredienserne i Niels’s hedehonning. Det er besværligt at styre saks og plasticpose i den skarpe vind. De enkelte blomster vejer stort set ingen ting, og det tager sin tid at samle de 100 g., jeg skal bruge. Men til en lokal bjesk eller brændevin kan det nok overkommes, og den krydret-søde smag fra nektar, pollen og blade gør det umagen værd.
Klitmøller i sigte. Her bor Niels Odder, og her er udgangspunktet for hans biavl. Niels er økologisk biavler og satser på specialhonninger. Her ude i de nordvestjyske klitheder har vi muligheden. Her trives klokkelyng og hedelyng i så tilpas rene bestande, at det er muligt at lave noget af den reneste klokkelynghonning og lynghonning, der fås i Danmark. Nede fra strandengene ved Agger henter han forsommerhonning, der er noget af det bedste, han og bierne kan præstere. Det er i specialhonningerne, man får de største smagsoplevelser, og det er dér, den største indtjeningsmulighed ligger. Men det er også der, det største arbejde ligger. Bierne skal flyttes ud på de rigtige arealer på det rigtige tidspunkt. Honningen skal tages fra, så snart blomstringen er ophørt og inden andre blomstertyper begynder i større omfang. Og så er der det vejr, der altid driller, ikke mindst herude vestpå. Bier bryder sig ikke om blæst, en mulig undtagelse måske vores gamle nordiske brune bi, der et tilvænnet livet på lyngheden. Men selv for en brun bi kan blæsten blive for skrap. Og så er der regnen. Hvis det ikke regner, tørrer nektaren ind; hvis det regner for meget, flyver bierne ikke ud, men æder til gengæld det de allerede har indsamlet. I år, 2008, driller det som aldrig før. Klokkelyng nåede at komme i hus, men Niels er til det sidste i tvivl, om det vil lykkes at komme op på de 130 kg. lynghonning, vi har bestilt.
Niels sørger for at placere sine bier, hvor der er læ og tilpas med sol. Ikke for meget, ikke for lidt. I fyrreplantningerne eller i klitlavningerne inde i reservatet. De skal også helst stå, så de har gode indsamlingsmuligheder hele vejen rundt. Her i nationalparken har han ideelle forhold. Skov- og Naturstyrelsen er til stor hjælp, når det gælder at finde nye stadepladser. Bierne er med til at skabe liv på heden.
De yderste klitrækker
Klitmøller var en gang en af de vigtigste havne i Nordjylland. Før havet brød igennem ved Thyborøn og skabte åben passage til Limfjorden, blev store mængder landbrugsvarer som korn, okser og heste fra det stadig frugtbare Østthy udskibet fra Klitmøller og andre landingspladser som Stenbjerg og Vigsø. Det var besværligt og farefuldt, men også profitabelt at omlade varer og kvæg fra den åbne strand til de små ”sandskuder”. Modtagerne var især Norge, Holland og Nordtyskland. Skudehandel hørte gradvis op, da Thyborøn-kanalen gjorde egentligt havnebyggeri i byer som f.eks. Thisted mere fordelagtigt. I dag er Klitmøller først og fremmest kendt af feriefolket, sommerhusbeboerne og så de mange surfere. Det er strandene, der lokker.For mig er det mere interesseret, hvad der gemmer sig i klitterne. Ikke mange hundrede meter nordpå dukker Strandmandstroen op. Et stikkende, blågrønt gespenst. Tidselagtig med blå kugleformede blomster. Strandmandstro er en skærmplante og ikke en kurveblomst som tidslen. Her, helt ude i den grå klit blandt hjælme og marehalm, trives den i kraft af det veludviklede rodnet, der er i stand til at nå dybt ned til grundvandet. Planten gik for at være et afrodisiakum, måske den deraf fik navnet mandshjælp? Nok om det. Det er rodens kulinariske egenskaber, vi er ude efter, selv om de kan være svære at skelne fra de medicinske: Steg roden af mandstro, persille, fennikel og ingefær og sukker på panden og spis det mod brystsmerter, lyder en gammel opskrift. Skulle det ikke også kunne virke mod hjertevé her ude i klitten, hvis vejen til mandens hjerte går gennem hans mave?? Roden og de unge skud blev kogt og spist som asparges. De unge (meget unge, må man formode) blade kunne spises som ”kål”. Roden kunne også kandiseres og bruges som slik eller som ingrediens i kager og desserter. Kontrasten til det barske ydre er slående og værd at afprøve. Endnu et emne for den nysgerrige iværksætter, der har lyst til at prøve kræfter med dyrkning, for dette er ikke en plante, der tåler indsamling. Dertil er dens naturlige vækstbetingelser for barske og planten for sjælden.
Jomfru Marias sengehalm derimod, den Gule snerre, der blander sig med den Smalbladede timian langs de sandede stier. Den vokser op fra en flerårig rodstængel og kan derfor plukkes uden umiddelbart at true bestandene. Den blev brugt i theer, i øl og af brændevinsfolket og går stadig for at være en af de bedste. Hvis man vil have det fulde udbytte af kumarinindholdet skal den tørres før brug, men mange foretrækker den friske krydrede smag.
Marehalmen - eller strandrug, strandhvede, strandhavre for nu bare at tage enkelte at de mange tilnavne, der hentyder til de spiselige kerner – må vi heller ikke glemme. Heller ikke den i klitterne allestedsnærværende hjælme. De er særligt kendt som virkemiddel mod sandflugten, men de store melrige kerner, i alt fald fra marehalmen, kunne også bruges, når kornet i ugunstige år svigtede. Man mente ligefrem i begyndelsen af 1800-tallet, at marehalmen burde dyrkes som en kornafgrøde og ikke bare plantes mod sandflugt. Måske vi her i disse tre planter har grundlaget for den ultimative klit-brændevin?
Danske urter i Det Ny Nordiske Køkken
Mængden af urter, der muligvis kunne anvendes, er, om ikke uendelig, så i hvert fald meget stor. Et hurtigt kig i de mange databaser over snapseurter, urter til naturmedicin og urter brugt i madlavningen rundt om i Skandinavien bringer listen op på flere hundreder. Læg dertil, at man fra mange planter kan bruge flere dele med hver sin smag og sine egenskaber: fra kvanen: roden, de nye blade, stængler, grønne frø, modne frø. Fra klitrosen: blomster, hyben. Tilføj alle de måder, planten kan tilberedes og anvendes på: frisk, tørret, saltet, mælkesyregæret, ekstraheret, destilleret. I øl. I ost. Mulighederne er legio. Det ny nordiske eksperimenterende køkken, NordicFoodLab, har her en kæmpeopgave. Det samme har vi, for det er ikke nok at vi ved, planterne, bærrene og svampene er derude. Vi skal også være i stand til at få dem indsamlet, plukket, gravet op, dyrket, behandlet, transporteret. Alt skal organiseres, før resultatet lander på restaurationsgæstens bord, i slagterens pølse eller i det lokale mikrobryggeris seneste kreation.Vi har ikke den tradition for indsamling og dyrkning af vilde planter i Danmark, som vi finder i Norge og Sverige. Ser vi os omkring i det danske fødevaremiljø er det kun en håndfuld virksomheder, der udmærker sig inden for dette felt: Thisted Bryghus samler porse. Jørgen Luther på Mandø Kro bruger kveller og hindebæger. På Nyord og enkelte andre steder kan man købe lokalt tilvirkede kryddersnapse. Men hvem laver havtornmarmelade eller revlinggele? Hvem kerer sig om de modne enebær, der er så meget bedre end de gamle tørre fra supermarkedet, at det er som nat og dag? Vi kan være heldige at finde kantareller, tyttebær og blåbær til salg i vejkanten, når vi kører gennem Vestjylland, eller måske finder vi dem på en enkelt ambitiøs restaurant, men hvad med alle de andre svampe og bær? Vi har meget at lære, både med hensyn til plantekundskab, men også og måske især om de metoder, der skal til for at gøre det lønsomt og sjovt at arbejde med vilde planter som levevej.
Mange tanker farer gennem hovedet på min vej ned langs kysten. Helst lige inden for klitrækken, når det lader sig gøre, for det er her, vi finder variationen i voksesteder og dermed i planter. Havtornen, flest hanplanter, men ind i mellem planter der er helt gule og tunge af de små, syrlige bær med den utroligt store smagsvariation fra busk til busk. Klitroser med sorte hyben, så meget mere aromatiske end de almindelige røde. Vandmynten fra de små søer inden for klitrækken. Det bliver til mange småture fra landevejen ned mod kysten. Klim Strand. Lild strand og Bulbjerg. Nørre Vorupør. Stenbjerg. Lyngby. Alle steder har noget at byde på. Et sted et skilt mod Glædeby. Et andet sted mod Madsted. Jeg ved ikke, hvilken mad, det sted har at byde på, for det ligger ind i landet, ind mod Oversø, og jeg er fokuseret mod kysten, hederne og klitterne.
I Thy har de en sammenslutning af små lokale fødevareproducenter, i alt 12 stk. De ”Lokale Originaler” kalder de sig. http://www.lokaleoriginaler.dk/ Producenterne er vidt forskellige, men fælles er, at de fremstiller produkter af høj kvalitet, hvad enten det er fisk, kød eller grønt. Desværre er der ingen – bortset altså fra Niels Odder og hans bier – der bruger naturens egne råvarer i deres produkter. Hvis de gør, så fortæller de i alt fald ikke om det. Ja, Thy Lam måske undtaget, for deres dyr græsser på naturområderne nær Stenbjerg, og det er nok derfor, de for nylig fik en fornem 2. plads i en international smagskonkurrence for lammekød. Men måske interessen er stigende. Den megen fokus, der er på den ny nationalpark, har i alt fald øget opmærksomheden omkring de nye produktionsmuligheder
Men indtil videre må man, hvis man for alvor vil opleve områdets naturlige råvarer, selv ud i terrænet. Ud i klitterne og på heden. Til de små søer efter mynten. Til landingsstederne efter den friske fisk eller den røgede. Hvis man er heldig træffer man ind i mellem en mosebøllesælger – ”Det er blåbær” - eller en lille bod, hvor man kan købe friske kantareller.
Opleve, bo og spise i Nordvestjylland
Hvor kan man bo i Nordvestjylland, hvis man vil i tæt kontakt med natur og madkultur? Et godt sted at starte er Nationalpark Thy’s hjemmeside: http://www.skovognatur.dk/Ud/Oplev/Nationalparker/Thy/Turist/. Siden giver rigtig mange forslag til overnatning, spisesteder, oplevelser og aktiviteter.
Bag de yderste klitter en afblæsningsflade med tormentil, pil og kæruld
Revling og mosebølle vokser tæt på Kollerup Hede
Niels Odder er økologisk biavler i Klitmøller
Bær og rødder ekstraheres først i alkohol
Oplevelserne er mange i Thy og ligger sjældent langt væk